Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen i Krudtuglen

Krudtuglen er en del af Ravsted Børneunivers, hvor vi arbejder med at skabe den røde tråd i barnets liv fra børnehave til skole. Krudtuglen er kendetegnet ved at være et åbent hus, hvor alle børn kan færdes frit. Pædagoger og pædagogmedhjælpere udviser tillid til, at børnene kan tage ansvar for den store frihedsgrad. Der lægges vægt på at venskaber støttes, og at venskaber gerne sker på tværs af stueopdelingen, skolen og SFO.

Vi har fokus på at have en god tone overfor hinanden.

 

Informationer

I garderoben er der opslagstavler og whiteboardtavler, hvor vi løbende hænger information op. Som informationskilde bruger vi hovedsageligt AULA, hvor der kommer opslag omkring ugeplaner, ferieanmodninger, evt. smitsomme sygdomme, samt opslag om arrangementer m.m. Det er vigtigt at når I modtager ferieanmodninger, at få dem udfyldt hurtigst muligt, for bedst at udnytte personale ressourcerne.

Følg også med på AULA, hvor vi løbende ligger billeder ud fra vores dagligdag og ture.

 

Pædagogisk praksis

Når barnet begynder i børnehave, gør vi meget ud af modtagelsen, for dermed at danne grobund for barnets tryghed. Barnet får sin egen garderobeplads med sit eget billede, samt en skuffe til tegninger og andet på stuen. Personalet på barnets stue tager sig ekstra god tid til barnet i starten, og følger barnet rundt i huset, til det er parat til at udforske på egen hånd. Det er vigtigt, at forældrene er med i børnehave de første dage, indtil barnet føler sig trygt.

Når vi modtager barnet i det daglige, giver vi os god tid til at sige farvel og vinke til forældrene sammen med barnet. Den daglige kontakt mellem forældre og personale vægter vi meget højt. I perioder kan et barn have svært ved at sige farvel til sine forældre, og vil holdes om og trøstes efter behov.

Legen har stor betydning for barnets udvikling. Børn lærer en masse om livet gennem legen og kontakten med andre børn. Børn opnår gennem legen forståelse for dem selv, deres følelser og deres omverden, bearbejder indtryk og oplevelser og afprøver hinandens grænser.

Vi lægger vægt på at venskaber støttes og at venskaber gerne sker på tværs i universet. Det er betydningsfuldt at have en ven. Børnene må færdes frit i hele huset og på udearealerne. Venskaber mellem børn forudsætter blandt andet leg og samvær udenfor voksenverdenen. Gode legerelationer fører ofte til venskab og vi støtter og hjælper, hvor det kan være svært.

 

I vores hus er der plads til byggeri, rollelege, udklædning, bevægelseslege, voldsomme lege, regellege, dukkekrog og stille lege. Vores daglige pædagogiske praksis tager udgangspunkt i, og respekterer det der rører sig i det enkelte barn og i børnegruppen. “Et godt børneliv i Krudtuglen skal sætte legen i centrum, give børnene mulighed for mange oplevelser og for at afprøve mange ting, samt lade børnene være deres egne personligheder”. 

Faste holdepunkter er vigtige for både børn, forældre og personalet. Derfor værdsætter vi i børnehaven genkendelighed, ritualer og struktur, da det skaber tryghed og styrker fællesskabsfølelsen.

 

Dagsstruktur

KI. 06.30 Morgenpasning i SFO

Kl. 07.10 Børnehaven åbner

KI. 06.30 - kl. 08.30 Aktiviteter og leg på tværs af grupperne

Kl. 08.30 Formiddagsmad

KI. 09.00 - kl. 12.00 Gruppetid, børnene samles i deres basisgruppe

KI. 11.30 - kl. 12.00 Vi spiser madpakker i grupperne

KI. 12.00 - kl. 13.30 Sovebørn hviler/sover / Vi går på legeplads

KI. 14.30 - kl. 15.00 Børnene spiser medbragt frugt/boller

Kl. 15.15 - 16.30 Sampasning i SFO på skolen (15.30 fredag)

 

 

 

 

 

 

Aktiviteter

Børnehavens forskellige aktiviteter kan være:

Kreativ udfoldelse både ude og inde, bål, rundkreds, besøg i gymnastiksalen, gåture og leg i naturen i vores nærmiljø, maddag, fødselsdage, fælles morgensang på skolen, højtlæsning af 5./6. klasse og meget mere.

Vi holder dagligt rundkreds i grupperne, hvor vi synger og leger og alle børn har mulighed for at komme til orde. Her er også tid til at arbejde med aktuelle temaer, samt historielæsning.

I universet prioriterer vi den røde tråd og som udgangspunkt har vi besøg af dagplejen en gang i ugen. Desuden kommer de ældste børnehavebørn på besøg i skolen, henover foråret for at blive trygge i deres nye rammer.

Hvert år afholder vi bedsteforældredag i henholdsvis foråret og op til jul. Børnene inviterer bedsteforældre eller et andet familiemedlem og viser dem børnehaven, hvor der er mulighed for at deltage i aktiviteter sammen med børnene.

En gang årligt bliver der afholdt en fest for de mindste børn i børnehaven og de kommende skolebørn har en overnatning. 

 

Traditioner

I løbet af året har vi nogle faste traditioner herunder:

  • Fastelavn
  • Påske- og julefrokost
  • Fællesdage med Kindergarten, dagpleje og de private børnepassere
  • Fælles dyrskue i Aabenraa for de ældste børnehavenbørn
  • Årlig udflugt for hele børnehaven
  • Sankt Hans 
  • Forældremøde i efteråret
  • Juleafslutning i kirken

Første skoledag er der tradition for, at eleverne fra 6. klasse kører de kommende skolebørn i trillebør over skolegården, hvor resten af skolens elever og forældre står i flag espalier. 

 

Børnehavens faste personale

  • Fællesleder: Michael Holm
  • Pædagog Karina Metcalfe
  • Pædagog Margrethe Haagensen
  • Nogle gange har vi praktikanter og personer i løntilskud

 

Samarbejde med Skolen og SFO

Vi vurderer i samarbejde med skolen, hvilke kompetencer børnene skal besidde for at være klar til at starte i skole. Det betyder at vi har samarbejde med børnehaveklasselederen, om hvordan vi bedst støtter og udvikler børn, der har svært ved at klare overgangen til Skolen. Vi har idræt sammen med Børnehaveklassen og besøger skolen og samarbejder meget i det forår, hvor børnene skal starte i skole. Alt dette gør vi for at lette overgangen fra børnehave til skole, til børnenes bedste. Genkendelighed er lig med tryghed.

 

Sprogvurdering af 3 årige

I dagtilbudsloven står der at "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde alle 3-årige børn i kommunen en sprogvurdering og skal efter behov tilbyde sprogunderstøttende aktiviteter....”. Desuden skal de kommende skolebørn sprogtestes i december inden skolestart.

I børnehaven har vi fokus på alle børns sprogudvikling. 

 

Forældresamarbejde

Personalet i Krudtuglen lægger stor vægt på at have et godt samarbejde med jer forældre, for derigennem at skabe de bedste betingelser for jeres barn.

I tilbydes samtaler omkring jeres barn, mens det går i børnehaven. Ca. 3 måneder efter jeres barn er startet i børnehaven, vil I blive tilbudt en samtale om, hvordan jeres barn er faldet til. Desuden tilbyder vi en samtale i foråret før skolestart, hvor vi snakker om barnets ressourcer og eventuelle udfordringer med overgangen til skole.

I det daglige vil vi gerne bruge tid på at tale med jer om jeres barn, om ting der foregår i børnehaven og hjemme. Hvis der er noget særligt at vide hjemmefra er det vigtigt at vi får besked om det. Det kan være hvis jeres barn har haft en urolig nat eller at morgenen har været konfliktfyldt hjemme.

Alle vores vigtige og generelle informationer skrives på AULA, som vi gerne ser læses hver dag.

 

Vi forventer til gengæld at I som forældre:

  • På loyal måde forholder jer til børnehavens pædagogiske linje.
  • Interesserer jer for børnehavens hverdag og er deltagende.
  • Afleverer jeres barn så personalet har sagt goddag og set det.
  • Giver os besked hvis andre end jer selv skal hente jeres barn.
  • Hjælper barnet med at rydde legetøj væk og garderobe op, når det hentes og siger farvel til personalet.

En gang om året holder vi fælles arbejdsdag for hele universet som er et arrangement, hvor børn, forældre og personale mødes for at male og reparere legeplads, eller andre ting der kommer børnene til gode. 

 

Ferie

Krudtuglen har nogle faste lukkedage om året, som kan ses under fanen "Sampasningsdage Krudtuglen" på hjemmsiden. Dette giver oplagt mulighed for at alle børn og forældre kan holde ferie sammen. Børn har brug for ferie fra deres børnehave, ligesom vi voksne har brug for ferie fra vores arbejde. Hvis I alligevel har brug for pasning af jeres barn i lukke dagene tilbydes der pasning i en anden daginstitution.

 

Sundhedspolitik

Vi har i børnehaven en vejledende sundheds- og kostpolitik, og vægter et miljø som tilgodeser bevægelsesaktiviteter både ude og inde. 

Det betyder at:

  • I giver jeres barn en sund og nærende madpakke med hver dag.
  • At vi snakker med børnene om hvad der er sundt og vigtigt at spise, for at leve et godt og aktivt liv.
  • At vi lærer børnene om vigtigheden af god håndhygiejne, og hjælper dem til at lære at vaske hænderne godt nok uden hjælp.
  • Vi fejrer gerne fødselsdag med jeres barn i børnehaven eller hjemme hos jer, og vi anbefaler at I tænker i sund kost når I sammen med jeres barn planlægger hvordan fødselsdagen skal fejres.
  • Der er rygeforbud i Aabenraa Kommune, og rygning er strengt forbudt på børnehavens matrikel.

     

Sygdom

Syge børn modtages ikke i børnehaven. Det betyder at jeres barn skal være frisk nok til at deltage i aktiviteterne i hverdagen, også udeleg. Hvis jeres barn har brug for medicin mens det er i børnehaven, må vi gerne give det. Blot skal der være lægens anvisninger til barnet angivet på medicinen. Det er vigtigt at børnehaven informeres når jeres barn er syg. Dette kan i selv gøre via AULA for at lette personalets arbejde. Informationerne bruges til at informere om eventuel smittefare og til statistik i forhold til sundhedsplejens forebyggelsesindsatser.

Mange børn får på et tidspunkt i deres barndom lus. Dette kan forebygges, ved at I gør det til en rutine jævnligt at kæmme jeres barns hår med en tættekam. Et barn må gerne komme i børnehaven når det er i behandling for lus enten ved kæmning eller kemisk behandling. Personalet informeres herom

 

Praktiske informationer

Egne cykler må medbringes, husk cykelhjelm.

Legepladssikkerhed: hver dag laver personalet et visuelt legepladstjek, således at legepladsen er i forsvarlig stand når børnene færdes der. Desuden bliver legepladsen tjekket for fejl og mangler en gang om året af Kommunens certificerede legepladsinspektør.

Fri fra børnehaven: Børnehaven skal informeres hvis jeres barn ikke kommer i børnehaven, både ved fridag, ferie og sygdom. Dette kan gøres på AULA. Desuden skal vi også informeres hvis andre henter jeres barn, så vi trygt kan overlade barnet til nogen, der for os er fremmede. 

Vi vil også gerne vide hvis der sker ændringer i jeres barns data, såsom nye telefonnumre, adresse, forældres arbejdsplads og lignende.

Maden: Børnene skal hver dag have en madpakke med til formiddag, middag og til eftermiddag (frugt/bolle) samt en drikkedunk. Både madpakker og drikkedunk skal være forsynet med barnets navn. Børnene må til enhver tid tage et stykke mad hvis de har behov for det.

Skiftetøj: Børnene skal fast have skiftetøj liggende i deres garderobe, husk at fylde op ved brug. Derudover skal de have regntøj og gummistøvler, indesko samt fodtøj og overtøj tilpasset årstiden. Alle ejendele bedes mærket med barnets navn, det letter os når vi rydder op, og det hjælper jer med at finde tøj og ting der bliver væk. For at barnet kan overskue sin garderobeplads og øve sig i selvhjulpenhed, er det vigtigt for barnet, at I forældre hjælper det med at holde orden på garderobepladsen og det tøj. Grundet rengøring skal garderobe pladserne tømmes hver fredag.

Solcreme: Når det er sommervejr skal I smøre jeres barn med solcreme inden det kommer i børnehaven. Vi supplerer og smører efter behov midt på dagen.

Med venlig hilsen

Personale, Fællesbestyrelse og Ledelse